Religion og sprog
Lidt om det særlige ved religion
Oplevelse af undren og optagethed af det utrolige liv, at det hele findes, opretholdes og udvikler sig, kan ses som grundlag for videnskabelig nysgerrighed, for kunst og for, at fænomenet religion findes og kommer til udtryk overalt i verden, og har været der så, længe vi kan spore mennesker tilbage i tiden. (Stonehedge, pyramider, Inka helligdom..) Religion går ud fra den kendsgerning, at vores tilværelse er langt større, end vi har intelligens til at forestille os. Det tænker vi måske ikke så meget over i det daglige, hvor vi er omgivet af alt det, vi selv har produceret og udvirket. Religionens fortællinger, billeder og mange ritualer handler om det underfulde, at jeg selv med alle mine muligheder findes, og at hele verden er til. Det forunderlige træder måske tydeligst frem for os gennem oplevelser af det, der ryster og forfærder os. I nøden tager vi måske tilflugt til religionen og beder en bøn. Men det gælder også, når vi overvældes af glæden og oplever det, der drager os og fascinerer os, fordi det er smukt eller godt eller udfordrende.
–
Religionernes brug af billeder og sprog
Vi kan allesammen gennem sanser og følelser og ved samvær opleve fascinationen af livet. Små børn kan undre sig over detaljer, som en mariehøne eller en myre i græsset, der jo er levende og bevæger sig. Der findes mennesker, der fortsat er særlig nærværende og åbne for det underfulde i det helt almindelige, og som også kan formidle deres fascination. Der har altid været kunstnere, der har skabt billeder, poesi, fortællinger eller musik, som giver os andre en chance for at dele oplevelsen af den fælles virkelighed, det der er større end os, som vi er dybt afhængige af og som vi ikke kan nå gennem det sprog, som videnskaben tilbyder os. Religion bruger i udstrakt grad kunstens måde at tale om den fælles virkelighed gennem billeder og sammenligninger. Religionens vrangside er magi. Hvor religionen bøjer sig for det underfulde i tilbedelse og taknemmelighed, vil magien bruge religionen til at skaffe sig magt og fordele. Det har mange diktatorer og demagoger i tidens løb benyttet sig af. Hvor om alting er: Religion giver os et sprog for det, der er større end os, og som vi er dybt afhængige af. Ved at bruge symboler, ritualer, ordninger og fejringer skaber religionen et fællesskab, hvor vi kan dele noget af den usynlige virkelighed, som vi kan ane og fornemme. Nogle religioner har flere billeder af det magtfulde i livet. Der er flere guder. Kristendom, islam og jødedom er fælles om troen på, at verden hænger sammen, og at der er én magt, der er den bærende.
–
Magten til at være til i alt hvad der er til kaldes Gud eller tilsvarende navne.
Men selv om troen på én Gud er fælles, er der både ligheder og store forskelle i de tre religioner i opfattelsen af den ene Gud. Generelt gælder det, at hvis de billeder, religionerne bruger for at anskueliggøre det, som ikke kan vejes og måles i vores liv, bliver forstået som en slags reportage af fysiske hændelser i fortiden, er det ret umuligt at føre en åben samtale om religion.
–
Religion, fællesskab og regler
Religionerne har gennem tiderne dannet fællesskaber og institutioner, der hver har sine fortællinger, myter, ritualer og vaner, og der kan være store forskelle inden for den samme religion.. Nogle religioner har mange konkrete regler, andre har få og appellerer til den enkelte person om at vise åbenhed, hensyn og medfølelse. Skik og brug varierer så meget inden for religionerne, så man ikke kan tale generelt om medlemmer af en religion og sige: Muslimer er sådan og sådan eller kristne tror på den eller den måde.
–
Religion status og samtale
I almindelig samtale har eksistens og religion længe haft lidt tabu status undtagen ved visse af livets og årets højdepunkter. Samtalen om religion blandt medlemmerne er svag. Det gælder i hvert fald både indenfor og udenfor kirkerne. Man lytter, men udtaler sig ikke ret meget. En af grundene til det er måske, at videnskabens tankegang og sprogbrug har så stor prestige i vores samfund. Det har sat fokus på, hvad der kan måles og vejes og fremstilles statistisk. Og vi er samtidig blevet vant til at tænke udvikling på en bestemt måde, nemlig som vækst og konkurrence. Man har derved lagt mindre vægt på kunstens og religionens billedsprog og på den dimension, det repræsenterer. Det traditionelle og dogmatiske prægede sprog, som fx bruges i trosbekendelsen i folkekirken er desuden meget abstrakt og indbyder heller ikke umiddelbart til samtale. Bogen Stjernestøv har et afsnit s. 60 og følgende om, hvorfor religion i vores samfund er lidt af en ‘varm kartoffel´at tale sammen om, og hvad der måske kunne forbedre dette.
Hvad tænker du?
Om religionens rolle her i vores samfund og ude i verden?
Hvad påvirker især din holdning til dit eget liv og det fælles samfund?
Hvilken betydning har corona oplevelse og tanker om klimaforandringer for dine tanker om fremtiden her og i den større verden? Tænker du religion med i den sammenhæng?
Yderligere fordybelse
Bogen Stjernestøv har supplerende stof til samtalen om holdning og livssyn. Side 72-84 handler om sprogbrug, især om udtrykket åbenbaring. Hele afsnittet om Billeder, myter, legender og ritualer i Stjernestøv side 107- 133 indfører i vigtige billeder og udtryk, der bruges i de tre religioner: Kristendom, jødedom og islam.